Med kurs mod bunden af Østersøen

Stefan Hogeborn er en af Sveriges mest anerkendte dykkere. Her fortæller han om, hvordan det er at have havets bund som sin arbejdsplads, og om dengang, han fandt vraget af S/S Astrid.

Stefan Hogeborn arbejder som instruktør i dykkerfirmaet OceanicTech og deltager desuden i ekspeditioner med vragjægerteamet Ocean X Team. Et rigtigt drømmejob, kalder Stefan det, hvor han får mulighed for at udnytte de synergier, der findes mellem fotografering og dykning.

De sidste 20 år har Stefan arbejdet som fotograf på forskellige undervandsekspeditioner rundt omkring i verden. Han har primært specialiseret sig i grotter, kløfter og dybe vrag – med andre ord steder med særdeles lidt lys. Han har bl.a. fotograferet den sovjetiske ubåd S2, der blev fundet for nylig, og hans fotografier blev offentliggjort i medier over hele verden. Jobbet som dykker betyder, at Stefan er på havet et stort antal dage hvert år, og dykningerne foregår i al slags vejr og endda under is. Stefan opfatter ikke vragdykning som et farligt arbejde. Det er bare et spørgsmål om rutiner og forberedelse. Uddannelse og erfaring lærer én at dykke sikkert og samtidig vide, hvad man skal gøre, hvis noget går galt. På den måde bliver dykning en sikker og utrolig spændende oplevelse, understreger Stefan.

Overraskende opdagelse

Det var sommeren 2012, og Stefan var ude med vragjægerteamet Ocean X Team ud for den finske by Raumas havn. Ocean X Team var egentlig ude for at undersøge en mystisk cirkel på bunden af Østersøen, men under ekspeditionens anden tur fik de tekniske problemer og styrede i stedet ekspeditionsfartøjet Ancylus mod en ukendt genstand i nærheden. Snart afslørede teamets ekkolod, at det var en heldig beslutning, for på havbunden foran dem hvilede et ukendt skibsvrag. Sammen med sine dykkerkolleger begav Stefan sig ned mod vraget, der lå på godt 80 meters dybde.

I dykkerudstyret indgik som sædvanlig en tørdragt og flasker med forskellige gasblandinger.

Gasblandingerne bruges både til at holde varmen i det kolde vand og til at undgå de to farer ved dykning, nemlig dykkersyge og dykkerrus. Inden nedstigningen kontrollerede Stefan, at hans undervandskamera fungerede.

En dykning til 80 meters dybde kræver en langsom nedstigning, så kroppen kan vænne sig til det voksende tryk. Eftersom ilt bliver giftigt for kroppen allerede ved en dybde på 30 meter, skal man bruge særlige gasblandinger, bl.a. argon og trimix.

Da de nærmede sig bunden, signalerede en af Stefans kolleger med sin lommelygte, at han havde fået øje på vraget. Stefan svømmede forbi et anker, der lå ved siden af vraget, og følte så sit hjerte begynde at hamre, da han fik øje på galionsfiguren. Det var en fantastisk opdagelse, husker Stefan. Kvindefiguren bar en flot forgyldt laurbærkrans.

Værdifuld last

Vraget, som teamet havde fundet, viste sig at være lystbåden S/S Astrid, der blev sænket af den tyske ubåd U22 den 11. november 1916, mens den var på vej fra Stockholm til Rauma i Finland. Under første verdenskrig havde tyskerne sænket flere skibe i området for at opretholde en handelsblokade, som de havde iværksat for at forhindre indførslen af luksusvarer fra Rusland.

Og i vragets lastrum fandt Stefan og resten af teamet ganske rigtigt flere trækasser, som de tog med sig op til skibet. Da de fik brækket låsen på trækasserne op, fandt de 21 flasker vin.

“Det var jo ekstra fedt, fordi det slet ikke var det vrag, vi havde ledt efter,” pointerer Stefan.

Nogle af flaskerne blev sendt til analyse i London, hvor det blev fastslået, at der var tale om hundrede år gamle flasker med madeira og portvin. Ud af de 21 flasker, der blev hævet, viste syv sig at være drikkelige og endda af høj kvalitet.

Flaskerne vil på et tidspunkt blive sat på auktion, og det forventes, at hver flaske vil indbringe omkring 150-200.000 svenske kroner.

“Astrid var en af mine mest spændende opdagelser,” mindes Stefan. Vi plejer at finde mellem 3 og 5 vrag om året, men hun var noget særligt. Ikke kun på grund af de flasker, vi fandt, men også, fordi vraget stadig var intakt. Masterne var der endnu, og galionsfiguren … ja, det er det smukkeste, jeg nogensinde har set.”
Tekst: Max Sihvonen
Foto: Stefan Hogeborn