På torsdag tages første spadestik til AGA´s nye luftgasfabrik uden for Vejle. Med den nye fabrik tredobler AGA sin produktionskapacitet i Danmark for at honorere efterspørgslen fra det støt stigende antal kunder. I forbindelse med første spadestik inviterer AGA til pressemøde på grunden, hvor den nye luftgasfabrik nu bliver rejst.
Den nye fabrik ligger på en 25.000 kvadratmeter stor grund på Nimvej, nordøst for Vejle. En årelang, konstant vækst er baggrunden for, at det nuværende produktionsanlæg i København er blevet for småt til at honorere den stigende efterspørgsel:
"Stadigt flere danske virksomheder vælger AGA, og vi har alene de seneste 10 år øget vores markedsandel med cirka 10 procent til cirka 40 procent i dag. Derfor tredobler vi nu vores produktionskapacitet for fortsat at kunne servicere både nuværende og kommende kunder optimalt," fortæller Ole Kronborg, markedsdirektør i AGA A/S.
Glad Vejle-borgmester
Det nye produktionsanlæg skaber fem nye arbejdspladser samtidig med, at 20 - 25 chauffører bliver tilknyttet den nye fabrik, og Vejles borgmester Jens Ejner Christensen glæder sig "overordentligt meget" til, at AGA kommer til kommunen:
"Jeg ser frem til de nye arbejdspladser - og jo ikke kun på AGA, for det vil også kaste nye jobs og ordrer af sig til de lokale virksomheder, som fremover skal servicere AGA. Derudover får vi selvfølgelig også øgede indtægter over virksomhedsskatten".
Henter råstoffet ud af den blå luft
Råstoffet på AGA´s nye luftgasfabrik er helt almindelig, livgivende luft, som alle levende væsener indånder. AGA renser og nedkøler luften til omkring minus 200 grader, hvor blandt andet gasserne ilt og kvælstof ændrer form til væsker, der kan destilleres fra hinanden. De indgår så i AGA´s mange industrigasser og specialgasser med afgørende betydning for det moderne samfund og utallige anvendelsesmuligheder som for eksempel: Frysning og køling af fødevarer, ilt til patienterne på hospitalerne, lægemiddelproduktion, elektronikproduktion, ilt til stålindustrien, rensning af spildevand og forurenede grunde samt svejsning og skæring i industrien.
Styrket forsyningssikkerhed
Med det nye produktionsanlæg styrker AGA samtidig forsyningssikkerheden for kunderne yderligere, fortæller Ole Kronborg:
"Det er afgørende for vores kunder, at de har sikkerhed for, at de løbende får leveret den gasforsyning, der er nødvendig for deres produktion. Med vores nye fabrik og tredoblingen af produktionskapaciteten kan vi tilbyde vores kunder en enestående tryghed. Samtidig nyder de godt af, at vi som en del af The Linde Group – verdens største gasselskab - har en stærk forsyningskæde, som er med til at sikre, at vi altid leverer”.
Pressemøde torsdag klokken 10
Pressemødet finder sted torsdag den 28. februar fra klokken 10:00 til 10.30 i et opvarmet telt rejst på grunden på Nimvej 5 (ved siden af maskinfabrikken Bredal A/S). På pressemødet holder AGA´s markedsdirektør Ole Kronborg, borgmester Jens Ejner Christensen (V) og AGA´s regionsdirektør i
Nordeuropa, Andreas Opfermann, korte oplæg, og i forbindelse hermed kan medierne stille spørgsmål. Efterfølgende tager Ole Kronborg og Jens Ejner Christensen sammen det første spadestik, hvorefter medierne har mulighed for at lave individuelle interviews. I forbindelse med pressemødet er AGA vært ved et let traktement med vand, kaffe og alkoholfrie bobler.
Tilmelding til pressemødet
AGA opfordrer interesserede medier til at tilmelde sig pressemødet. Det sker ved at maile til AGA´s marketingschef Janne Ipsen: janne.ipsen@dk.aga.com.
Informér venligst også om, hvor mange der deltager i pressemødet fra dit medie.
For yderligere info:
Ole Kronborg, markedsdirektør, AGA A/S: Tlf. 40549901, mail: ole.kronborg@dk.aga.com
AGA´s markedsdirektør Ole Kronborg er klar til at tage første spadestik til AGA´s nye luftgasfabrik til 335 millioner kroner her på grunden uden for Vejle. Det gør han sammen med Vejles borgmester Jens Ejner Christensen (V) på torsdag. Med den nye fabrik tredobler AGA sin produktionskapacitet i Danmark for at honorere efterspørgslen fra det støt stigende antal kunder.
The Linde Group, som AGA A/S er en del af, er ved at opføre denne luftgasfabrik (3D-model) i USA. AGA`s nye produktionsanlæg i Vejle er et lignende projekt.